Pårørende til en varetægtsfængslet?
Derfor er den rigtige forsvarer vigtig

Det, at man er i Politiets søgelys betyder ikke, at man kan dømmes.

Man har ret til en forsvarer og forsvareren skal alene tage vare på ens interesser.

Forsvareren mødes med én for at drøfte sagen. Man kan altid ringe eller skrive til sin forsvarer. Det man skriver til sin forsvarer bliver ikke kontrolleret af nogen.

Forsvareren har som den vigtigste opgave at hjælpe én under hele sagen. Både under efterforskningen og når sagen skal afgøres i retten.

Forsvareren driver privat advokatvirksomhed, som er uafhængig af politiet, anklageren og domstolene. Når man har en forsvarer, er det kun ham eller hende, der må føre sagen.

Forsvareren hjælper én under politiets efterforskning, og når man skal i retten. Man kan få hjælp til en lang række vigtige spørgsmål.

Afhøringer

Man har ret til at have sin forsvarer med til afhøring hos politiet eller i retten. Man bestemmer selv, om man vil svare på spørgsmål. Man bør derfor tale med sin forsvarer om, hvorvidt man ønsker at svare på spørgsmål, og om forsvareren skal være med til afhøringer hos politiet.

Vigtige beviser

Det er vigtigt at forsvareren får at vide, hvis der er bestemte vidner, som det kan være en god idé at få afhørt. Forsvareren kan nemlig bede politiet om at afhøre bestemte vidner.
Det samme gælder tekniske undersøgelser, som bør laves.

Politiets materiale

Forsvarer får politiets materiale tilsendt, og besøger den varetægtsfængslede, for at drøfte tale om sagen. Den varetægtsfængslede må gerne læse i politiets papirer, når forsvareren er til stede. Forsvareren må ikke give den varetægtsfængslede politiets papirer med. Forsvareren må heller ikke udlevere politiets papirer til nogen eller lade andre læse i dem.
Politiet kan forbyde forsvareren at fortælle den varetægtsfængslede om bestemte ting i sagen. Det kan for eksempel være, hvad vidner eller andre sigtede har forklaret til politiet. Til gengæld kan forsvareren godt fortælle den varetægtsfængslede, om politiet har givet et sådan forbud.

Fortrolig samtale

Forsvareren må ikke fortælle politiet eller andre om samtaler med den varetægtsfængslede.

Ny forsvarer

Man kan selv vælge, hvem man vil have som forsvarer. Ønsker man en anden forsvarer, kan man skrive til den forsvarer, man gerne vil have.
Retten giver ikke altid lov til at skifte forsvarer. Det kan være, fordi den forsvarer man ønsker, er forsvarer for en anden person i samme sag. Det kan også være, fordi sagen bliver forsinket, f.eks. fordi en ny forsvarer skal bruge lang tid på at sætte sig ind sagen, eller fordi han eller hun ikke har tid til at møde i retten på et bestemt tidspunkt.

Betaling for forsvarer

Retten beskikker forsvareren. Det betyder, at forsvarerens salær foreløbigt betales af statskassen. Hvis man bliver frifundet, skal man ikke selv betale salæret. Hvis man bliver dømt, skal man efterfølgende betale forsvarerens salær helt eller delvist tilbage til Statskassen. Det gælder også det salær, som er betalt til en eller flere tidligere forsvarere.

Besøgs- og brevkontrol (B+B)

Man har ret til at få besøg, og har også ret til at modtage og sende breve. Hvis man har B+B, må man kun få besøg mens politiet er tilstede. Hvis politiet bestemmer, at man ikke må få besøg, kan man kræve at retten tager stilling til politiets beslutning.
Hvis man har B+B, læser politiet breve til og fra andre end forsvareren og har mulighed for at standse post.

Kontakt til pårørende

Hvis man er isoleret eller har B+B, må forsvareren ikke give familie, venner og arbejdsgiver beskeder uden at få tilladelse af politiet. Forsvareren må heller ikke referere fra lukkede retsmøder eller fra sagsmaterialet.

Besøgstilladelse

Selvom man ikke har B+B, skal fængslet godkende de besøgende. Det sker ved, at man udfylder en besøgstilladelse, som er en blanket, der sendes til de besøgende. Det tager cirka en uge at få godkendt besøg.

Varetægtsfængslingen

Når politiet efterforsker sagen, kan varetægtsfængslingen højest løbe fire uger ad gangen. Når fristen udløber, skal en dommer se på, om der fortsat er grund til varetægtsfængsling. Det sker i et kort retsmøde, hvor den varetægtsfængslede har krav på at være til stede.
Forsvareren har mulighed for at protestere og argumentere for løsladelse. Anklageren vil på den anden side begrunde, hvorfor fængslingen eventuelt skal fortsætte.
Dommeren kan forlænge varetægtsfængslingen flere gange. Maximalt med fire uger ad gangen. Den varetægtsfængslede har ret til at komme i retten hver gang, der skal tages stilling til fortsat fængsling. Hvis dommeren ikke løslader den varetægtsfængslede, kan sagen kæres til landsretten.
Når perioden for en varetægtsfængsling er ved at udløbe, kan den varetægtsfængslede sammen med forsvareren beslutte, om varetægtsfængslingen frivilligt skal forlænges i op til 4 uger.
Når der er fastsat en endelig dato for, hvornår sagen skal afgøres i retten, kan dommeren forlænge varetægtsfængslingen indtil denne dato. Her gælder 4-ugers reglen ikke.

Isolation

Dommeren kan bestemme, at den varetægtsfængslede skal isoleres fra de andre indsatte. Man kan klage til landsretten over dommerens beslutning.